onsdag den 3. oktober 2007

iGoogle - det hele på ét sted

iGoogle er en brugertilpasset startside, hvor du kan samle de googletjenester du bruger jævnligt, hente feeds ind fra onlinemagasiner og importere alskens små smarte webservices, der gør dig i stand til selv at bestemme hvad du vil have liggende på skrivebordet.

For at designe din startside skal du have en googlekonto. Hvis du har en gmail i forvejen er det samtidig din googlekonto. Hvis du ikke har en gmail, kan du oprette én, men du kan også nøjes med alene at oprette en googlekonto med f.eks din arbejdsmail.

iGoogle er smart hvis man f.eks både bruger Google Dokumenter & Regneark, Google Talk, Google Groups og Google Reader, gmail, Picassa mm. Når du har oprettet din egen Google startside behøver du nemlig kun logge på iGoogle for med det samme at få et overblik over alle dine googleaktiviteter.

Du kan også tilføje andre små smarte ting til din startside. Få f.eks de vigtigste overskrifter fra dine favoritaviser og onlinetidsskrifter, hent et verdensur så du kan se hvad klokken er hos dine udenlandske venner, læg en kalender ind, som du kan dele med andre, læg en søgebar til YouTube eller wikipedia. Læg en ordbog på, læg meebo ind eller find et huskelisteværktøj. Du finder en lang række "ting" under fanen "tilføj indhold" i øverste højre hjørne.

OBS!!!
iGoogle opererer med et single-sign-on til alle dine googletjenester. Det er vældig praktiskt, men husk at logge dig ud, hvis du har logget på fra en delt eller offentlig computer. Ellers vil den næste der går til http://www.google.com/ uden at compputeren har været slukket i mellemtiden, havne på din personaliserede startside og have adgang til din gmail og hvad du ellers måtte have liggende på iGoogle. Måske ikke en katastrofe, men heller ikke ligefrem noget man i reglen er vild med.

Ingen kommentarer: